DEL I

Er du inde i et hamskifte?

Vidste du det om sommerfuglen? – at når larven går ind i sit puppe stadie for at transformere sig til en sommerfugl – så forgår alle dens celler på nær meget få. De fleste forsvinder, så det ser ud som om at der ikke er mere. De, der forbliver er dem der senere forvandles, fordobler sig og bliver til sommerfuglen. Alt gammelt, der formede sig som en larve findes ikke længere og kun et glimt, et lille lys af den nye form viser sig og bliver bragt i bevægelse, når tiden er inde og sommerfuglen kan udfolde sine vinger. Den har nu undergået en fuldstændig perfekt forvandling til den form, der lå indkapslet som en vision i larvestadiet.

Sådan ser det måske også ud for os mennesker, når noget gammelt skal væk, så der kan blive plads til noget nyt. Hvis blot vi kunne have tillid til puppe stadiet, til mørket imellem faserne. Der synes nemlig at ske det samme når man møder det, vi kalder sjælens mørke nat. Så er der næsten ikke mere håb tilbage, alt synes, i første omgang mørkt og sløret.

Mange jeg har haft tæt på de sidste par år, har fortalt om livsforandrende perioder, der har kastet dem op i luften og vendt alt på hovedet, for så at lade dem falde ned på jorden igen. Dér har de så skulle finde deres skrøbelige ben at stå på og fortsætte vejen frem. En oplevelse af, at de de kendte forsvandt uden i første omgang at sætte noget nyt istedet.

I en sådan en tid, kan alt føles mørkt og man kan føle sig som den eneste i verden, der har fået en lussing af livet. Tager man det personligt kan det føles som om, at et eller andet overnaturligt er gået præcis efter én – så det endeligt kan blive bevist at man ikke kan eller ikke er noget værd. Det er som om, at alt man troede på og holdt fast i, forsvinder som sandet der render ud imellem fingrene. Det kan være svært ikke at miste håb og mening i en sådan periode i livet. 

Men ligesom hos sommerfugle larven i den tomme puppe, hvor der kun findes enkelte celler, der bærer visionen om sommerfuglen, således er der også et lys i den menneskelige destruktion. Det kræver alt af én at opdage det. Det kræver at overgive sig til processen og   åbne sig for den destruktion, der foregår. Det kræver at du viser dig, som du er.  At du viser din sårbarhed og sin smerte istedet for at dække den til med ydre facader og stimulanser. Det kræver at du holder dig fra de ydre kvik fiks for at dulme smerten så som overforbrug af mad, penge, sociale medier osv. At tabe sig i det ydre gør blot smerten dybere og vi mister endnu mere mening med hvem vi i, virkeligheden, er og hvad meningen er med den proces vi undergår.

Det er ikke let, for blandt andet er vores samfund ikke indrettet til at bære vores smerte eller til at stå os bi, når det gør aller mest ondt. Det er indrettet til at få os til at fortrænge smerten og istedet købe os til at dulme den. Alt imens vi føler os mere og mere isolerede i vores egen smerte og lidelse. Samtidig har vi relationer omkring os, som vi er følelsesmæssigt bundet til og som helt eller delvist er en del af processen.  Vi ser derfor ikke klart og tør ikke overgive os. Vi ved hvad vi har, men ikke hvad vi får.

I den her proces, er der noget vi fuldstændig overser. Det er noget vi hele tiden har haft med os. Det er det lille lys, den lille forandringens celle, der bærer kimet til en endnu bedre version af dig selv. Det er den indre stemme, der ved hvad hvad der er rigtig for dig i givne situationer. Det er den indre glød, og varme som intet udefra kan tage fra os. Det er den indre, moderlige varme og medfølelse som altid holder os, når vi har det allersværest. Det er vores egen indre visdom, der hvis vi lytter til den viser os at der altid er en vej ud af helvede. 

Så længe vi lever er der altid en vej – altid. Pludselig en dag står solen op og så skinner den på ny og varmen stryger din kind. Dette lille strejf er nok til at få dig til at se i en anden retning.

Følg med når DEL II kommer og fortæller mere om den fine indre stemme.